Generalforsamling 4. april

Kære Medlemmer

Vi ( Forretningsudvalget) indkalder hermed til den årlige generalforsamling i Odense Fortællekreds i henhold til foreningens vedtægter – se dem på hjemmesiden

Generalforsamlingen holdes den 4. april kl. 19 – 21 i Nefos´ lokaler, Ejlskovsgade 13 , 1. sal tv.

Dagsorden efter vedtægterne:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af sekretær/referent for generalforsamlingen.
3. Årsberetningen.
4. Fremlæggelse af revideret regnskab v/ kasserer.
5. Fremtidig virksomhed.
6. Indkomne forslag.
7. Valg af forretningsudvalg.
8. Valg af revisor.
9. Eventuelt.

Angående punkt 3: Årsberetningen aflægges i lighed med sidste år med indlæg fra alle jer, som har stået for fortælleaktiviteter i Odense og på Fyn i 2017, både de som foregik i foreningen, i grupperne og som du selv stod for. Vi opfordre dig til at sende det til lyt@odensefortaellekreds.dk før generalforsamlingen, så vi får det hele med i referatet.
Angående Punkt 5: Fremtidig virksomhed er som tidligere år, det som de aktive medlemmer sætter i gang af ideer og aktiviteter. Også her er det en stor fordel, når du indsender forslag på forhånd til Lyt@odensefortaellekreds.dk .
Angående punkt 6: Indkomne forslag til ændringer af vedtægter og ændringer af foreningens måde at fungere på, skal efter vedtægterne indsendes skriftligt til forretningsudvalget senest 14 dage før generalforsamlingen.
Angående punkt 7: Valg af forretningsudvalg. På valg efter vedtægterne er Elene Fleischer (modtager genvalg?) og Else Marie Kristensen (modtager genvalg?)

Vi håber og tror, at mange medlemmer vil bidrage til generalforsamlingen.
Foreningen er og bliver det, som de aktive medlemmer sætter i gang og gennemfører, og ingen er forpligtet ud over de konkrete opgaver vedkommende selv har påtaget sig.
Forretningsudvalget mener, at 2017 har været et rigtig godt og meget aktivt år for den mundtlige historiefortælling på Fyn til glæde for fortælleinteresserede mennesker langt uden for foreningens aktive rækker. En varm tak til alle som bidrog til aktiviteterne i 2017 med gode historier, planlægning, reklamer, afvikling og flotte kager. Vi husker i den sammenhæng særligt Fortællingens dag 2017 og Arrangementerne omkring foreningens 20 års jubilæum i november 2017.
Vi tror og håber, at denne positive udvikling vil fortsætte i 2018, og vi håber, at du og andre fortælleinteresserede i din omgangskreds vil bidrage med konkrete initiativer i 2018. I den forbindelse er det vigtigt, at vi får flere betalende medlemmer i foreningen.
Forretningsudvalget forpligter sig til, at holde styr på foreningens organisation og økonomi, samt til at repræsentere foreningen i offentligheden og medierne. Vi styrer og udvikler samtidig foreningens hjemmeside, www.odensefortaellekreds.dk og foreningens gruppe på Facebook. som for tiden har 319 medlemmer.

Vi forventer at se mange af jer til et aktivt samvær på generalforsamlingen, og der plejer at blive plads til en historie eller to oveni (så tænk på om du har en historie i ærmet, også den dag.

Med venlig hilsen

Jens Peter Madsen (formand), Elene Fleischer (kasserer) & Else Marie Kristensen (sekretær)

Odense Fortællekreds 20 – års jubilæum d.05.11.17.

Vi havde valgt at fejre jubilæet med åbent hus i Seniorhuset, Toldbodgade i Odense. Der kom mange interesserede: aktive fortællere, tidligere medlemmer, venner og bekendte.

Jens Peter, formand i forretningsudvalget der består af Elene, Else Marie og Jens Peter, bød velkommen.

og fremlagde dagens program.

1:Kaffe med kage, musik og sang

Det store kagebord.

Connie spiller trækharmonika sammen med Grete, Palle på klaver.

og vi synger.

2: Odense Fortællekreds ´ historie

Jens Peter lægger ud.

Lena tager over ved at opstille os i forskellige billeder, f.eks.:

Lena, Connie og Eli var med fra starten,

og de her har engang siddet i bestyrelsen.

3: Fortællinger trukket op af hatten.

Jens Peter: Fortællingen om hatten.

Eli: Har I prøvet at vaske en svale?

Ole L. sender historier ud i verden med/på sjove figurer.

Marie Louise fortæller om dengang en mørk ung mand hed en negerdreng,

og Mogens om at få lord på fingrene.

Palle giver seksualundervisning for 5-årige med

ægget

og fisken.

Kirsten er københavnerbarn.

Connie kan et grueligt grumt eventyr. Det første hun lærte for 20 år siden, det sidste vi hører i dag.

Så var det ikke mere at komme efter. Tak for en dejlig dag, siger Anna.

Æblefortællinger i Magtenbølle

Fortællinger om æbler i eventyr, litteratur og erindringer deler de odenseanske fortællere med publikum. Æbler har spillet en central rolle i vores myter og kultur. I kristendommen, den nordiske mytologi og i den græske mytologi har æblet været symbol på kundskab, evig ungdom og sundhed. Men strid og konflikt har æblet også været kilde til. Det er der kommet mange historier ud af, som fortællerne fra Odense Fortællekreds vil fortælle til Æbledagen i Magtenbølle (Magtenbøllevej 94) d. 21. oktober kl. 11-13.

Anna Marie Carl-Nielsen – fortalt af Maria Junghans

Stemningsbillede fra fortællearrangement med Maria Junghans på Broholm Slot d. 11.06.17.

En af Odense Fortællekreds´ dygtige professionelle fortællere, Maria Junghans, fortalte om Anna Marie Carl-Nielsens og – ham kunne hun ikke komme uden om, selv om hun oprindelig ville – Carl Nielsens liv.

Med sin bløde, stille stemme, der får en pludselig kraft når noget vigtigt sker, førte hun os gennem begges barndom, så vi klart hørte – og så – forskellen på proprietærdatteren og fattigmandssønnen. Vi fik en klar fornemmelse for den kamp, Anne Marie Carl-Nielsen måtte kæmpe for at få lov til at dyrke sin kunst. Hendes stædighed og offervilje. Hun var berømtheden i det ægteskab i sin tid. Vi fik også illustreret, at det heller ikke var let for Carl Nielsen, som sad derhjemme med børnene.

Maria Junghans førte os gennem smukke landskaber, gennem hovedkulds forelskelse, ægteskabelige problemer, længsel og sejr, men også modgang og skuffelser, malet med følsomme ord, der passede til den stemning, der var i netop det billede. Det hele garneret med en underfundig, stille humor, som når hun beskrev, at Anne Marie Carl-Nielsens navn ikke var kommet med på den mindetavle, der var sat på hendes æresbolig i København, oprindelig kun: ” Carl Nielsen boede her”. Det er rettet nu!

Vi var 20 tilhørere, der bagefter i fællesskab filosoferede over, hvordan det går til at man kan være berømt i sin samtid, og så blive næsten helt glemt. Og hvordan man kan være lige netop accepteret i sin samtid og så blive verdensberømt i eftertiden. Og hvad betyder køn i den sammenhæng?

Efter en fortæller er der hverken bronzefigurer eller noder, så fortællerens kunst er endnu mere flygtig. Kun den meget stærke oplevelse eksisterer efter fortællingens afslutning. Tak for den oplevelse Maria Junghans.