Samt fortællevandringer, lystløgneraftener og meget andet
Odense Fortællekreds har gennem alle årene været initiativtager og tovholder for en lang række fortælleprojekter, som Odense Bys borgere og gæster har haft stor fornøjelse af. For eksempel ”H.C. Andersen statuerne får stemme. Vi fortæller H.C. Andersen eventyr ved byens forskellige eventyrstatuer.”
Bent Hansen er en af de fortællere, der har specialiseret sig i Fortællevandringer og i at fortælle historie på udvalgte steder i Odense. Han – og makkeren Troels Mouritsen – har fortalt mange steder i byen. I 2008 reklamerede de f.eks. i Ugeavisen, Odense:
”På søndag 31. august kl. 12 er det atter tid til at pakke børn og rygsæk og begive sig til Fruens Bøge, hvor de to fortællere Troels Mouritsen og Bent Hansen fra Odense Fortællekreds tager med folk i skoven på sporet af elvere, alfer, feer, enhjørninger og andet skovfolk. De byder igen på spændende og sjove historier om flere af skovens skjulte væsner, og selvfølglig vil der være beviser, venligt udlånt af gamle skovfogeder og museumsfolk, som har haft deres gang i Fruens Bøge.”
Marie Louise Kjær begyndte med lystløgnerfortællinger omkring 2012. Allerede samme år blev der holdt fire lystløgneraftener, til dels med gæster udefra.
Marie Louise Kjær, Kaja Vildersbøll og Kirsten Madsen, tre vestfynske fortællere, har i en årrække holdt dagligstuefortællinger i deres egne boliger. Folk inviteres gæstfrit ind i de private hejm og bliver beværtet med kaffe og kage – og gode historier.
Radio Fyn var tidligt med til at udbrede den mundtlige fortælling på Fyn. Connie Olsen begyndte allerede i 1998 at fortælle historier i DR Radio Fyn og fortsatte gennem fire år. Connie fortalte i alt 222 historier, som hver især varede syv minutter. Nogle af historierne blev bragt som føljeton.
Odense Fortællekreds fortæller bredt, og en Naturvidenskabsfestival betyder bare en ekstra udfordring til fortællerne. I 2004 blev festivallen bl.a. afholdt i et kæmpetelt på Flakhaven i Odense. Connie Olsen og Anette Skov Hansen var to af dem, der fandt på naturvidenskabelige fortællinger. De fortalte bl.a. eventyr om dronning Cassiopeia, og om hvordan verden blev til, og historie om Tycho Brahe og Galileo Galilei.
I nogle år eksperimenterede Fortællekredsen med at fortælle i byens lukkede gårdrum. Det gav en helt særlig atmosfære og var godt for koncentrationen, men arrangementerne havde svært ved at nå ud til det lyttende publikum, ud over nogle få, der fandt vej med ind i gårdene.
I 2004 blev Fortællekredsen inviteret indenfor på museet Brandts: ”Kan malerier tale?”
Fra programmet: ”En fantastisk fortællerejse rundt på museet Brandts i Odense. Ni fortællere valgte hver deres maleri og et eventyr eller en fortælling, der passede til. Foran Per Kirkebys maleri ”Sommer og lærkesang” fortalte Else Marie Kristensen Selma Lagerlöfs ”Rødhalsen”, foran Jens Søndergaards maleri ”Vinterlandskab” fortalte Lise Brun ”Mortens Juleaften”, ved … fortalte Connie Olsen om Ask og Yggdrasil, og ved Jana Sterbaks video fortalte Pia Sigmund de græske myter om ”Prometeus og Pandora”.
Der er tradition for at holde H.C. Andersen Julemarked i den gamle bydel i Odense i december. I en årrække fortalte Odense Fortællekreds historier i det store spejltelt på Sortebrødre Torv. Der blev serveret æbleskiver og fadøl i teltet, så det krævede en øvet fortæller at fange opmærksomheden. Der var også fortælling i H.C. Andersens Hus og i Bymuseet Møntergården.
”Den gode historie på eventyr”, en landsdækkende Børne- og Ungdomslitteraturfestival for de 0-16- årige, blev holdt i årrække omkring 2002-2005. Prinsesse Alexandra var protektor. I to uger i oktober 2005 blev samtlige fynske kommuner tilbudt Fortællerazzia på deres skoler og i deres børneinstitutioner. Mange fortællere kom ud på Fyn til mange slags fortællejobs.
I syv år har Odense Fortællekreds samlet et par håndfulde fortællere, som har optrådt med folkeventyr for at markere Fortællingens Dag. Dagen bliver holdt på eller så tæt på den store folkemindesamler, Evald Tang Kristensens, fødselsdag som muligt. Han blev født den 24. januar 1843.
Søndag den 20. august 2006 var Den Fynske Landsby fyldt med historier, der blev holdt Fortælledag. Ni fortællere plus hele fortællegruppen (øvecirklen) Rumleskaft fortalte rundt omkring i landsbyen. Der var særlige historier for besøgende børn. Og historierne var naturligvis afstemt efter omgivelserne: Anne Marie Nielsen fortalte ”Da fåret og grisen flyttede ud i Hunderupskoven”, Eli Rasmussen fortalte eventyret ”Saltkværnen”, Sys Mathiesen og Zimone Tang Christensen fortalte troldeeventyr, og Ole Lambertsen fortalte ”Begivenheder og mennesker i nærheden”.
Et af de seneste tiltag i Fortællekredsens regi er Æblefortællinger i landsbyen Magtenbølle, som Else Marie Kristensen står for.
Fra arkivet



Når jeg fortæller, levendegør jeg magien i fortællingen, så jeg selv får en dybere forståelse af det talte ord – som så ofte er inspireret af en skriftlig fortælling. Men skriftligheden er stilstand, og det talte ord er bevægelse.
MARIE LOUISE KJÆR
FORTÆLLER